TFCV.

Vi er nu nået så langt med planlægningen, at det er tid til at invitere dig til en rundtur på det kommende TFCV-område.

Vi har valgt søndag den 5. februar 2017.

Det forventes, at turen tager ca. 2,5 time og vi kommer rundt i alle hjørner. Af hensyn til årstiden anbefales varmt tøj og gode sko/støvler.

Agenda

• Vi mødes senest kl. 14:00 ved Hjortøgård, Sandet, 3500 Værløse. Der er masser af parkeringspladser.

• Vores konstituerede formand Michael Bern-Martens byder velkommen og giver en kort orientering om projektet.

• Vi går over mod området, hvor den nye hovedindgang skal ligge.

•  Turen går derefter til vores hovedbygning (Autogårdens administrationsbygning), og Anders Lundgren (Medieafdelingen) giver en kort orientering og vi fortsætter ud i selve autogården, hvor der gøres rede for planerne om TFCV-værksteder, Politiets udstillingsområde og Beredskabsstyrelsens udstillingsområde.

• Vores modelby kommer til at ligge i den vestlige ende af TFCV`s hovedområde med en nybygget hovedbygning på et kæmpe område, hvor blandt andet en model af Flyvestationen og en model af noget af de gamle København bliver opbygget i skala 1:14. Formanden for modelbyggere Lars Hilde-Gabrielsen og Michael Bern-Martens orienterer.

• Vi går derefter over gårdspladsen og ind på brandstationen, hvor Torben Stevnsborg (Beredskab og Ambulance) viser rundt og vi skal herefter ind i Københavns Brandvæsens (Hovedstadens beredskab) museum, hvor Johannes Thomsen (leder Københavns Brandvæsens museum) fortæller om de godkendte planer for et helt usædvanligt eventområde.

• Turen går så til det nye ambulancecenter, hvor Michael Høstrup (Ambulance og Præhospital afdelingen) fortæller om de spændende planer.

• På vej mod den fremtidige café runder vi bunkeren, som TFCV vil bruge til udstillinger om Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Steven Cherry (Beredskabsafdelingen) informerer.

• Søren Enghave (Flyafdelingen) fortæller om de 5 sheltere og Hangar 72.
Vi slutter igen ved Hjortøgård med en kop kaffe og besvarer yderligere spørgsmål.

Er vi heldige, kan det være at Forsvarets Sundhedstjeneste (FSU) kigger forbi med den gamle ambulance!

Således lød invitationen da den ramte Digitalpressens redaktion. Vi tog med på rundvisninger hvor der blev fortalt om planer og visioner samt hvor langt man var kommet. Herunder kan du se fotos fra dagen. 

Og vil du vide mere kan du gå på http://www.tfcv.dk/ 

Der er desværre øvet hærværk mange steder.